Om ytringsfrihed

Tilbage i efteråret kørte der en heftig debat i Politiken. En far beskrev sit seksuelle misbrug af sin søn, og han gjorde det bl.a. med ordene: "...naturligvis ville han selv!". Senere reflekterede Knud Sørensen fra Red Barnet over denne kronik, og konkluderede at ja, seksuelle krænkere har, som alle andre, deres ytringsfrihed. Her er altså endnu et eksempel på ytringsfrihedens sejr over ansvarligheden, og over det moralske kompas vi som samfund burde hjælpe hinanden med at navigere efter.

Det man øver sig på, bliver man god til. Det er indlysende. Det man giver opmærksomhed, vokser. Den lader jeg lige stå et øjeblik.

...

...

Er vi helt sikre på, at ytringsfriheden bør helligholdes, til alle tider og under alle omstændigheder? Er vi sikre på, at der slet ikke findes noget vi som samfund bør øve os på at vende os fra; impulser vi bør støtte samfundets svage eksistenser i at øve sig på at undetrykke? Er der virkelig slet ikke noget som på så helt afgørende måde ikke bør styrkes, at selv ytringsfriheden må træde til side?

(billede lånt fra Yndigt.dk's Facebook-side)

Metta til jul

Julen handler om kærlighed. Den handler om at glædes over det skønne, det varme og det nære - om familie, venner og samvær. Metta er buddhismens svar på julen ånd ;). Metta er kærlig, rummelig venlighed; et åbent og imødekommende sind, som omfatter alt og alle med samme varme.

Vi har ofte indledt julen med en mettameditation i Dharma Centret. Det er den perfekte start på et par intense dage i nært samvær, og jeg kan kun anbefale man fylder sin rygsæk med kærlig venlighed, inden man drager på julevisit.

Det følgende er en helt traditionel metta meditation. Den virker umiddelbart simpel, men det kan godt tage noget tid, før man virkelig føler hver enkelt del. Man bør derfor arbejde med en enkelt del ad gangen, og så efterhånden tilføje de næste dele, indtil man kan gennemføre alle seks på én gang. Her er de enkelte dele:

1. Brug først en tid på at opbygge koncentration og ro. Når ro og koncentration begynder at indfinde sig, begynder du at se på dit eget ønske om et lykkeligt liv. Måske vil du endda sige højt til dig selv, “Gid jeg må leve i tryghed og glæde”. Hvil i dette ønske så længe, du har lyst, men dog mindst et par minutter. Husk – alting udgår fra dig, hvis du ikke er fredfyldt og lykkelig, vil du ikke kunne hjælpe andre. Denne del kan faktisk være meget svær. Det kan tage lang tid virkelig at erkende sit ønske om at leve trygt og lykkeligt, ofte fordi vi får blandet erkendelse af dette løfte sammen med ideer om hvad vi “fortjener” – er jeg mon virkelig så “god” at jeg fortjener opmærksomhed på dette ønske? Fortjener jeg at leve lykkeligt? Er der ikke noget jeg bør have på plads først? Vi har alle et ønske om at leve i lykke, og det at sende metta, at erkende dette ønske, at forstærke og således “godkende” det, er ikke nogen magisk formel. Det er bare en erkendelse af, at ønsket findes, og at alle gerne vil have opfyldt deres ønsker. 

2. Ret nu opmærksomheden mod en person, som på en eller anden måde hjælper eller støtter dig, en du har et naturligt nært og varmt forhold til. Se vedkommende for dig, se at de ønsker at leve i tryghed og glæde, og deltag i det ønske - ønsk at vedkommende må blive lykkelig og veltilpas. Dette er ofte den nemmeste del af en metta meditation, fordi det egentlig bare handler om at styrke sine naturlige tilbøjeligheder.

3. Nu skal du så udstrække din metta til én, som du ikke har hverken positive eller negative følelser overfor. Det kan måske umiddelbart være svært at komme i tanke om en sådan person på grund af sindets konstante bedømmelse af alt – det kan jeg lide, det kan jeg ikke lide – men prøv f.eks. med postbudet, nyhedsoplæseren fra Tv-avisen, din læge, en der arbejder i en butik hvor du handler, eller dine bekendtes bekendte. Du skal have en klar ide om, hvem den pågældende person er, men som sagt ikke føle hverken positivt eller negativt i forbindelse med ham eller hende. Det er ikke helt nemt at sende helhjertede ønsker for deres lykke, idet vi jo netop ikke er personligt involverede, men husk på at glæde er glæde, uanset hvem der “ejer” den. Ultimativt kan hverken lidelse eller glæde ejes af nogen, da vi alle er dele af et stort sammenspil af årsager og virkninger.

4. Næste del af øvelsen går ud på at sende metta til en, du virkelig ikke kan lide, allerhelst en du har et akut, personligt problem med. Ønsk, at vedkommende må blive lykkelig og veltilpas. Det kan være meget svært, fordi vi her skal gå direkte imod vores tilbøjelighed og følelser, og fordi vi så ofte har efterrationaliseret og retfærdiggjort vores negative følelser overfor os selv: “Jamen, han HAR altså en skidt karakter, det kan jeg da ikke se gennem fingre med...” Det er slet ikke det, det handler om. Lad bare ham have den karakter, han nu engang har. Dette her handler om at skabe metta, og dermed glæde og ro, i dig selv. Giv dig god tid.

5. Nu skal du tage alle disse repræsentanter for forskellige grupper af mennesker i dit liv, plus dig selv, og anbringe jer alle i én stor pulje som du bader i metta, så du øver dig i at udstrække din metta, gøre den uafhængig af tilknytninger, og helt upartisk. Her kan du tjekke dine resultater, ved f.eks. at se om dit sind protesterer hvis du fjerner den person du kan lide fra gruppen, og således sender “mere” metta til neutrale eller ubehagelige personer.

6. Til sidst erstatter du de forskellige repræsentanter med en rummelig fornemmelse for alle levende væsner. Nu skifter øvelsen fra at være helt konkret til at blive meget abstrakt, og her skal du virkelig være omhyggelig med, at fornemmelsen, det dybtfølte ønske om fred og glæde, bliver ved at være lige kraftig. Husk igen – det hele handler om at bygge metta i os selv.

At ønske vel for andre er betydningsfuldt, men bliv nu ikke sammenbidt anstrengt over det. Mettameditation er en fredfyldt praksis. Smil.

Glædelig jul!

Februar retreat i Dharma Centret

Flere gange i årets løb, og således også nu i februar måned, afholder vi retreats; længerevarende forløb, hvor vi samles om en praksis som er meget mere intensiv end et almindeligt hverdagsliv giver mulighed for. Et retreat er en mulighed for at koncentrere sig om sin spirituelle praksis, uden at skulle forholde sig til hverdagens rutiner og krav. Normalt gør vi et stort nummer ud af at bringe vores praksis ind i hverdagen, men for det første skal der jo rent faktisk være en praksis, før der er noget at ’bringe ind’, og for det andet gør man tingene meget nemmere for sig selv, hvis man ind imellem giver sig selv mulighed for at fordybe sig, helt uden tanke for andet. På et retreat er der ingen forstyrrelser. Når sindet scanner horisonten for interessante sager at beskæftige sig med, finder det færre muligheder end i det daglige liv. I det daglige liv er det også alt for nemt at rationalisere sig frem til, at man virkelig BURDE gøre dette eller hint – på et retreat er scenen sat, det eneste man ’burde’, er at sidde. På et retreat er der ingen mulighed for at gemme sig for sig selv. Man må bare sidde der, med sit eget sind som eneste underholdning. Så er det også meget nemmere at overtale sig selv til at gøre en dyd af nødvendigheden, og faktisk nå dertil, hvor man føler sig glimrende underholdt af åndedrættet, ens mantra eller sindets kolbøtter i al almindelighed. Hvis man virkelig gerne vil lære sit sind at kende, eller lære at se hele virkelighedens sande natur, så er det at være helt uden forstyrrelser eller tilbud om underholdning den optimale måde at øve sig på.

I vores hverdag fortæller vi konstant os selv historier – historier om fortiden, og historier om fremtiden. På et retreat bliver denne tendens overordentligt synlig. Man fortæller nok ikke sig selv flere historier end normalt, når man er på retreat, men historierne bliver mere tydelige. Ofte er det meget svært at stoppe den endeløse kværnen. Sindet er smart, forstået på den måde, at det lige præcis ved, hvad man bare ikke kan modstå. Nogen kan ikke give slip på tankerne, hvis de skaber en vidunderlig, smuk dagdrøm. Andre er til fals for snedig og indviklet ’løsningstænkning’, mens andre igen lader sig narre af pragtfulde, nyskabende og kreative ideer. Vi er alle forskellige, og så alligevel forbavsende ens, og vi kan alle have glæde af at give os selv det løfte (og holde det!), at så længe vi er på retreat, vil vi ikke engagere os i vores historier. Så kan man jo eventuelt berolige sit urolige sind med at på hjemvejen, når retreatet er slut, så vil man tænke over _________ (udfyld selv) i TIMEVIS.

Således kan et retreat være overordentligt nyttigt, hvis man ofte oplever, at man føler sig distraheret i sin praktisering. Man får en chance for at få skabt sig en solid basis for sin daglige praksis, man kommer helt ud i hjørnerne af sin rammeforståelse af livet, og får udfordret sig selv, så man kan vende forfrisket tilbage, med en større sikkerhed og mere energi. Mange kan fortælle om, hvordan et retreat, hvor kort det end måtte være, giver deres daglige praksis en saltvandsindsprøjtning, og får den til at glide meget nemmere. Det er jo langtfra nemt at opretholde en fast, daglig meditationspraksis. Det er til tider irriterende, utilfredsstillende, småkedeligt og tidskrævende. Det har alle de ingredienser, som lidelse har. Sådan er det bare nogen gange, og der er da heller ikke nogen, der nogensinde har lovet os, at det skulle være nemt. Selvfølgelig hører det med til historien at det meste af tiden er det givende, opløftende, lærerigt og byder på fantastiske oplevelser, men altså ikke hele tiden. Her er det så, at et retreat kommer ind. Når du giver dig selv mulighed for at udforske dit sind lidt nøjere end den daglige time eller to kan tilbyde, genopdager du den rene fryd og sitrende lykkefølelse der også ligger i en buddhistisk praksis. Så længe den erindring er frisk, er vejen til meditationspuden meget kortere end i de perioder, hvor alt bare er dødbesværligt, og knap nok synes at være umagen værd.

Hvis du har lyst til at være med, så mødes vi d. 5-8/2 i Dharma Centret i Slagslunde. Det bliver nogen intensive dage, med rig mulighed for at få siddet igennem – og for at møde andre praktiserende. Prisen for retreatet, inklusiv fuld forplejning og overnatning i sovesal, er 700 kr. hvis du har været betalende medlem af Tendai i mindst 6 måneder, får du 300 kr. i rabat, og betaler således kun 400 kr. for hele retreatet. Der er kun 12 pladser, og nogen gange bliver vores retreats hurtigt overtegnet, så hvis du vil med, er det en god ide at kontakte os på info@tendai.dk hurtigst muligt.

Rohatsu

På mandag fejrer vi Rohatsu, dagen for Buddhaens oplysning. Den fejrer vi, som altid, ved at sidde meditation sammen, i bevidsthed om, at det Buddhaen gjorde, kan vi også gøre. Altings sande natur er lige her - den er ikke skjult, hemmelig eller kun for indviede. Den er det vi er, og det vi tager del i. Vi behøver bare at åbne øjnene, og se.

Kom og vær med i Tendais Dharma Center fra kl. 18.00 - vi glæder os til at se dig!

Amidha Buddha

Amidha Buddha er medfølelsens Buddha og er en central skikkelse i store dele af buddhismen - også i Tendai. Vi praktiserer bla Nembutsu hvor vi chanter Amidhas mantra mens vi laver gående meditation. 

Denne Buddha skal, når vi engang får en hondo i Odense, være central figur her. 

Holder buddhister jul?

Hvis der er én ting jeg kan regne med, så er det at jeg snart vil få stillet det spørgsmål, jeg altid får stillet på denne tid af året: "Fejrer buddhister jul?".

Der er ikke noget simpelt svar på det spørgsmål.

"Ja" ville ikke være korrekt, for der er intet i den buddhistiske traditions grundlag der byder os at fejre Kristi fødsel.

"Nej" er heller ikke korrekt; det er jeg selv et slående eksempel på.

Jeg håber folk har tålmodighed til at høre mig færdig, når jeg forklarer at der, blandt de mange mennesker der bekender sig til buddhismens ideer, er nogen der nyder at fejrer den lys- / kærligheds-/ nisse- / familiefest som julen er. Jeg har en veninde der har boet i Japan igennem mange år, og hun fortæller at julen er STOR derude - og så meget sjovere, efter hendes mening, end i USA, fordi der "ikke er nogen religiøse mennesker til at ødelægge al morskaben" :)

Glædelig 1. søndag i advent! - og så er det på med nissehuen, og frem med æbleskiverne.

Text as father

Måske en kende nørdet, men så afgjort en læseværdig bog for enhver med interesse for Mahayana buddhismens tekster. Alan Cole undersøger virkemidler og tekstopbygning i fire sutraer: Lotussutra, Diamantsutra, Targagatagarbhasutra og Vimalakirtisutra De er alle fire betydningsfulde værker, som er svære at komme udenom - og som det ville være synd at snyde sig selv for. Jeg synes at de alle fire vinder ved at blive læst med tekstktitiske øjne, såvel som i dyb påskønnelse, og til netop det tekstkritiske er Text as Father en god hjælp.

Buddhisme og andre spirituelle traditioner

Buddhismen som sådan beskæftiger sig egentlig ikke med spirituelle traditioner, som for eksempel clairvoyance, healing eller andet. I følge Buddhaen selv underviste han i lidelse og vejen ud af lidelse – alt andet er så at sige ‘ekstra’. Så vidt jeg ved, er der kun ganske få steder den slags omtales eksplicit i den buddhistiske kanon, og da er det i forbindelse med forbud. Munke må, i følge vinayaen (reglerne for munke i den tidlige tradition) ikke involvere sig i helbredelser, spådomme og lignende. Man kan spekulere på grunden til dette forbud; mit gæt er at det handlede om dels at beskytte Sanghaen (hvis noget skulle gå galt), dels at sikre at fokus ikke blev fjernet fra det buddhismen handler om, nemlig oplysning.

Det betyder ikke, at der ikke findes buddhister som interesserer sig for andre spirituelle traditioner, men når vi mødes i vores buddhistiske sanghaer er vi nødt til at være meget opmærksomme på at holde os til det vi ved noget om, og det er jo den buddhistiske tradition.

Som mennesker kan vi nemt komme til at tillægge sindets projektioner stor vægt. Det kan virke så væsentligt og særligt, alt det vi kan opleve, i form af billeder, lyde eller fornemmelser. Men når alt kommer til alt, handler det om at leve frit og lykkeligt, lige her og nu, i fuld forståelse af altings sande natur – og det hjælper ‘overnaturlige’ (i mangel af bedre ord) oplevelser os ikke umiddelbart til.

Tidens gang

Da jeg som lille skulle afsted til min morfars 50 års fødselsdag, blev jeg pludselig vældig ked af det. "Men mor, så DØR han jo snart", hulkede jeg.

I dag bliver jeg selv 50, og mere end nogen sinde før tænker jeg på eftermiddagsverset Kokon:

Jeg fremlægger denne eftermiddags vers om forgængelighed – hør efter!

Dagens sol forsvinder, vi bliver ældre, 

og den glæde der er tilbage er at sammenligne 

med en fisk der lever i en skefuld vand. 

Nu må vi alle samle energi 

for at redde det brændende intellekt; 

vær opmærksom på at livet er lidelse; 

tomt og forgængeligt. 

Giv ikke efter. 

Følg opmærksomhedens vej.

Anden og de tre gifte

Her er der et (dårligt og underbelyst) billede af tre dumme hunde der slås om en and:

Udover at jeg kan undre mig over, hvorfor der pludselig er tre hunde og en and i mit ellers så fredelige hjem (lang historie), så er det for mig et fantastisk billede på hvordan de tre gifte; begær, vrede og uvidenhed, slås om det lille stykke liv der er til rådighed. Måske er det på tide at træde ud af kampen? Jeg siger det bare: anden mistede begge øjne i kampen...

I begyndelsen var Ordet

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Sådan siges det i Johannes evangeliet, i en understregning af ordets betydning. I vores selvoptagne tid tillægges tanken og følelsen en lignende vægt. Rigtig mange oplever, at de er deres tanker, og at den ægte sandhed kan findes i deres følelser. Ideer som disse bliver jo lynhurtigt skudt i sænk af buddhismen, men mange af os vil nok alligevel finde, hvis vi tør lede dybt nok, at vi ikke desto mindre, i en eller anden grad, er præget af dem.

I meditation kan det være forholdsvist nemt at få øje på, at ikke er hverken sine tanker eller følelser. Ret hurtigt finder man ud af, når man sidder ligeså stille og bare lader tingene ske, at tanker og følelser kommer og går - og at de såmænd ikke er hverken mere eller mindre betydningsfulde end alt andet der kommer og går. Det er første skridt, og det er et væsentligt skridt, som giver en enorm frihed. Men der er mere at hente :)

Næste skridt består nemlig i at undersøge hvad man så er. Når man ikke er tanken, ikke er følelsen, hvad er man så? Er man den der føler, den der tænker? Hvem er det? 

Den undersøgelse kan man kun foretage på egen hånd, og hvis den fører til, at føleren, tænkeren, må opløses i virkelighedens lys, er der ingen at slå følge med. Bogstavlig talt ingen.

Hvad er dette?

En virkelig dejlig meditation går i al sin enkelhed ud på, at man igen og igen stiller sig selv spørgsmålet: hvad er dette?

Til at begynde med kommer der typisk bunkevis af svar; for mig kommer de originale, spidsfindige svar først, efterfulgt af de mere banale, når jeg er ved at have udmattet mig selv. Rigtig interessant bliver det, når jeg opgiver, og lader ting ske som de sker - når spørgeren falder bor, og spørgsmålet bliver til svaret. Hvad er dette?

Krigshistorier

Når en gruppe af mennesker deler en intens oplevelse, er der ind imellem nogen pudsige mønstre der kommer i spil. Den oplevelse der egentlig var intens og særlig nok i sig selv, bliver i den fælles erindring intensiveret, og de oplevede trængsler antager overvældende proportioner. Jeg genkender dette fænomen fra mig selv, og også fra mine dharma-søskende: vi fortæller 'krigshistorier'. Det er lidt uheldigt at vi ind imellem fortæller disse krigshistorier om ordinationstræningen, og - heldigvis i mindre grad - om retreats.

Vi er så opfyldt af boblende glæde over længere tids koncentreret træning, at vi nærmest ikke kan modstå fristelsen til at dele, og det er jo godt nok. Der er masser af godt at dele af, for ordinationstræningen er virkelig noget helt særligt, og en vidunderlig mulighed for spirituel selvafvikling. Desværre kommer vi tit til at dele vores lettelse og stolthed over at have klaret flere dages fokuseret nærvær på en uheldig måde: vi får det til at lyde som om vi overlevet en barsk udfordring, i stedet for at fortælle om vores taknemmelighed over at have haft muligheden for at hengive os til vores søgen efter frihed, uden at skulle bekymre os om praktiske hverdagsproblemer. Det betyder at ordinationstræning kommer til at lyde som en buddhistisk bootcamp, hvor det væsentlige er, om man kan stå tidligt op, spise hurtigt, storme fra sted til sted, og bære alle slags smerter, mens en lunefuld sensei råber af hjertets lyst... Sådan er det naturligvis ikke. Ordinationstræningen er en chance for at overgive sig helt og fuldt til den buddhistiske vej. Nogen gange er det hårdt at overgive sig, men selv når det er allerværst, er det slet ikke så slemt endda, fordi man hele tiden er blandt gode og omsorgsfulde venner. Hvis ikke det var sådan, ville der næppe heller være nogen krigshistorier at fortælle, for ingen ville boble af glæde over oplevelsen, og ingen ville formentlig deltage mere end én gang!

Hvis du vil vide mere om ordinationstræningen, så skriv på info@tendai.dk, eller læs mere om programmet i eSangha.

Lotus Sutra

Lotus Sutraen er den mest centrale tekst i Tendai og for tiden den jeg baserer min praksis og mit arbejde omkring. Man kan benytte tekster på mange måder i sin praksis, ved at chante dem, kontemplere dem, ved at kopiere dem, oversætte og videregive dem. Den kommende tid vil jeg poste indlæg om mit arbejde med Lotus Sutraen her på siden og spørg endelig hvis du selv ønsker forslag til tekster du kan bruge i din praksis. 

Gassho Kosei

Prostrationer

At bukke er ikke noget vi almindeligvis gør meget i her i Danmark - men buddhistisk træning tager ikke hensyn til vores sarte nationalkatakter: her bliver der bukket uophørligt. En særlig afart af bukning er de såkaldte prostrationer, hvor vi overgiver både krop og sind til vores søgen.

Man starter med knæ, albuer, hænder og pande i gulvet:

Derefter løfter man hænderne - ifølge traditionen tilbyder man Buddhaen sine håndflader at stå på, og løfter ham op:

Nu skal man vælge om vil lave en fuld prostration, eller om man vil blive på knæene - enten går man op på det ene ben, eller også retter man bare overkroppen op:

Fra denne position rejser man sig enten helt eller halvt op:

... og bukker:

hvorefter man går ned igen:

og helt tilbage til udgangspunktet:

Typisk laver man disse postrationer i sæt; enten beskedne tre ad gangen i forbindelse med meditatilnssessioner, eller - lidt mere ambitiøst - 108 i et sæt (som under ordinationstræning gentages tre gange om dagen).

I starten er det nemt at glemme det kontemplative aspekt af praksissen, og udelukkende gå til den som en kropslig øvelse, men ret hurtigt vil den udvikle sig til at blive en fuldkommen ofring af krop og sind.

Diamantsutraen

Den sidste tid har jeg genlæst Diamantsutraen. Det er en af mine absolutte yndlingstekster, som er helt vidunderlig at læse kontemplativt, eller meditativt, om man vil. Når man læser kontemplativt, lader man 'fornuftens' stemme hvile, og tillader teksten at udfolde sig på sine egne præmisser. Man koncentrerer sig ikke om at kunne lide eller ikke kunne lide, men udelukkende om at give plads til fortællingen. Under kontemplativ læsning handler det ikke om at aflure teksten dens hemmeligheder, eller lokke skjulte meninger frem i lyset. Man læser bare, som var det et digt; læser som var teksten et smukt musikstykke man lyttede til, eller et maleri man betragtede.

Selvfølgelig er der nogen tekster der er mere velegnede til kontemplativ læsning end andre - personligt synes jeg at de buddhistiske sutraer er gode bud. 

Hvad er buddhisme?

I forlængelse af mit sidste indlæg kunne man måske spørge sig selv hvad buddhisme er. Er der en generel buddhisme, eller er der ’kun’ en række af buddhister? Og er det et problem eller en styrke?

Et langt stykke af vejen er buddhismen som sådan mere optaget af ortopraxi end af ortodoxi. Det har historisk set været mere interessant om munkene kunne indordne sig det gældende etiske regelsæt, end at de lod sig ensrette i tanken. Da Mahayana buddhismen opstod var der jo heller ikke, i hvert fald ikke til at begynde med, tale om et opgør med den eksisterende buddhisme; Mahayana munkene levede fint i Theravadaklostre (eller klostre tilhørende andre af de tidlige skoler), og ingen førte tilsyn med hvilke ideer hver enkelt udviklede.

Situationen i Vesten idag er jo den, at der er langt flere lægtilhængere end ordinerede buddhister, og måske er det derfor vi lægger mere vægt på tanken. Som lægpraktiserende tager man jo kun de fem forskrifter - og jeg kender i øvrigt ikke til nogen buddhistiske skoler som ekskluderer folk, hvis de bryder dem...

Dette åbner på sæt og vis for, at buddhismen opløses i en række af buddhister - folk der selvidentificerer som 'buddhist' - og det kan man så, alt efter tilbøjelighed og temperament, vælge at se som en problem eller en styrke. Jeg kan få øje på både godt og skidt i den forbindelse: jeg synes det er potentielt problematisk at enhver kan forkynde nærmest hvad som helst under buddhistisk flag, men omvendt tror jeg at det gør buddhismen levedygtig at den kan tilpasse sig livets omskiftelighed. Hvad tænker du?