Kesaen
er et gammelt symbol på en persons tilknytning til den buddhistiske sangha,
og alle der har taget tilflugt har da
også modtaget en kesa ved ceremonien.
Der findes et væld af forskellige kesaer, som bæres efter et system der definerer personens status og
uddannelsesniveau. Nogle er blot et smalt rundt bånd som trækkes over hovedet,
mens andre er på størrelse med et sejl til en mindre båd og bindes på
indviklede måder, som videregives hemmeligt fra far til søn. Alle kesaer er
inspireret af Shakyamuni Buddhas robe, som vikledes om kroppen og lod højre
skulder fri. Dette er tydeligst ved de store kesaer, mens de smalle bånd ikke
bærer meget af den historiske robe med sig. Disse små kesaer stammer fra Kina, hvor det i perioder var decideret
farligt at være buddhistisk munk. Under kejser Wuzong (814-846) blev buddhismen
forfulgt og undertrykt, da kejseren mente at den udenlandske indflydelse fra denne fremmede religion
ødelagde nationen. Buddhismen var tydeligvis skadelig for landet, mente han,
fordi denne religion pålagde sine ordinander at vende enhver borgers
forpligtelser overfor familie og fædreland ryggen, straks de lod sig ordinere.
Kejser Wuzong beordrede templer, statuer og tekster ødelagt, og buddhistiske munke henrettet. For at frelse
deres liv udskiftede de buddhistiske munke den oprindelige robe med den smalle
kesa, da dette lille stykke stof let lod sig gemme i et ærme, hvis man skulle
møde kejserlige soldater på sin vej.
Udover
de formelle regler for hvilke kesa der kan bæres af hvem, er der naturligvis
endnu flere uskrevne regler: hvilken type passer bedst til ældre mennesker,
hvilken kan ikke under nogen omstændigheder bæres af en mand, hvilken hører til
i vintervejr, hvilken bæres om sommeren, og så videre. Jeg er helt ude af stand
til at afkode disse regler, men de lader til at være indlysende
for
japanerne. Da jeg skulle vælge min første kesa, faldt jeg for en med et mønster
der passede sig for en gammel mand. Da den blev mig nægtet, valgte jeg en som
tilsyneladende kun kunne gå an om vinteren – men jeg har valgt at påtage mig
den eventuelle tunge karma fra at bære en forkert kesa, for jeg synes altså den er flot :-).
Når
man opnår ordination som doshu iføres man en lidt anderledes kesa end den som
gives til den almindelige tilflugt; man får en kesa som symboliserer at man har
valgt at tage tokudo. Tokudo betyder egentlig ’at forlade sit hjem for at følge
den buddhistiske vej’. I visse buddhistiske skoler betyder det at man forlader
sit hjem på en meget lavpraktisk, håndfast måde. Man opgiver ganske enkelt alle
sine ejendele og alle forbindelser til et verdsligt liv, for at hellige sig sin
spirituelle søgen. Det er der mange fordele ved, og den buddhistiske sangha har
overlevet i mange år på denne måde. Med sådanne ’fuldtidsansatte’ munke sikres
det, at Dharmaen videregives fra den ene
generation til den næste, og de ordinerede som lever i templer har ro til at
koncentrere sig om deres praksis helt uden forstyrrelser. Som tempelmunk har
man på mange måder et meget enkelt liv, idet alle ens ydre omstændigheder er
tilrettelagt så de bedst muligt
understøtter
ens spirituelle liv.
Helt
så nemt slipper man ikke i Tendai. Her har vi ingen fuldtidsmunke. Her
forventes man at kunne navigere på den buddhistiske vej, mens man stadig er
dybt forankret i den verdslige virkelighed. Ofte bruges billedet af en lotus:
blomsten der, med rødderne begravet i jorden, hæver sig ubesudlet over
mudderet. Denne tradition stammer fra 1868, hvor den japanske kejser Meiji
gennemførte en renovering af hele det japanske samfund. Denne renovering
påvirkede den politiske, samfundsmæssige og religiøse situation i
landet, og betragtes af mange som årsagen til, at Japan i begyndelsen af det
tyvende århundrede kom til at fremstå som en moderne nation. Som en del af
denne renovering af landets struktur begyndte man, fuldkommen som godt 1000 år
tidligere i Kina, at skelne mellem udenlandsk og oprindelig religion: buddhisme
kontra shinto. Buddhismen kom også denne gang i stærk modvind, mange klostre og
templer blev ødelagt i perioden, og der gennemførtes en tvungen tilbagevenden
til det verdslige liv for alle buddhistiske munke. Før Meiji tiden var japanske
munke cølibate og levede i klostre, fuldkommen som i andre buddhistiske lande,
men nu blev det dem altså pålagt at leve et verdsligt liv. Interessant nok
betød dette anslag mod buddhismen i Japan, at den japanske buddhisme i dag på
mange måder er nemmere at integrere i vestlige samfund. I Danmark er vi jo helt
med på, at en religiøs forkynder sagtens kan varetage sit ansvar, mens han
eller hun lever et almindeligt familieliv; noget der ellers var helt utænkeligt
i buddhistisk sammenhæng.
Japanske munke benævnes stadig ’munke’, om end deres liv
ikke ligner en traditionel munks, og ordet bruges både om mænd og kvinder.
Formelt set skelnes der overhovedet ikke mellem mænd og kvinder, selvom det
omgivende samfund i visse tilfælde kan give det indtryk. Munkene lever i deres
familier, og deres templer nedarves til deres børn – endda, i visse tilfælde,
til deres pigebørn, om end det ikke er helt velset alle steder. Buddhismen
overlevede altså Meijitiden, og overlevede endda godt. I Japan er buddhismen
ikke længere en statsreligion, men den trives, og flertallet af japanere
opfatter sig selv som buddhister. Set med vestlige ’konvertit-øjne’ er de ikke
spor korrekte buddhister. De mediterer sjældent eller aldrig, og de har heller
ikke nødvendigvis en dyb, filosofisk forståelse af de buddhistiske doktriner –
til gengæld glædes de helhjertet over Mahayanabuddhismens lære om enhed,
venlighed og omsorg for alt levende, og mange af dem har især fokus på
belæringerne om tiden efter døden. Japanske munke lever heller ikke altid op
til vores forestillinger til, hvordan en god buddhistisk munk ser ud, men
varetager deres forpligtelser overfor deres lokale sanghaer på måder der nok i
virkeligheden minder meget om en dansk folkekirkepræsts funktion. De gør det
bare ud fra en anden forståelsesramme end folkekirkepræstens, da deres
uddannelse naturligvis adskiller sig væsentligt fra det danske teologistudie.
Deres uddannelse er selvfølgelig funderet i den traditionelle buddhisme, og den
er på mange måder af mere praktisk tilsnit.
Tendais træning og uddannelse af kommende munke ledes
stadig fra Hiei, det bjerg hvor munken Saicho i det ottende århundrede slog sig
ned, og er i alt væsentligt uforandret gennem tiderne, om end den er af noget
kortere varighed end de oprindelige tolv år. I 1998 deltog seks amerikanere i
et eksperiment. De tog del i den første Tendaitræningsperiode nogensinde
udenfor Japan, og efterfølgende tog de tokudo; de blev ordineret som doshu. En
doshu er en munk på første ordinationsniveau. Dette niveau blev indstiftet i
USA for at give vesterlændinge adgang til en form for buddhistisk træning der
på én gang har dybe rødder i den traditionelle japanske buddhisme, og samtidig
tager højde for de krav en ordineret buddhistisk lærer vil møde i vesten.
Uddannelsen har mange facetter, og man gennemgår både teoretisk uddannelse og
praktisk træning. Man kan ikke læse eller diskutere sig til alle de fornødne
færdigheder, så ind imellem er man nødt til at overgive sig helt og fuldt, og
stole på en mere intuitiv indlæringsform. Pensum omfatter forventelige punkter
som for eksempel sutrastudie, buddhismens filosofi og historie,
meditationsteori og sanghaledelse, men også deltagelse i og tilrettelæggelse af
ceremonier, vedligehold og rengøring af helligt rum, tværreligiøse aktiviteter
og engageret buddhisme. Dertil kommer hele det aspekt der har at gøre med
kandidatens personlige praksis; at styrke og videreudvikle sin egen vej, at
fremelske bodhicitta, og at få et vist mindstemål af førstehåndskendskab til
alle de mange forskellige praksisformer der tilsammen udgør Tendai.
Formålet med de mange års studier og formaliseret praksis
er at gøre kandidaten så fortrolig med både metoder og materialer at han eller
hun bliver i stand til at arbejde kreativt med dem. Først når man virkelig
behersker grundstoffet kan man arbejde med andre; først da kan man støtte
enhver i at starte lige præcis der hvor de er. En ordineret doshu har ikke en
højere status end en lægpraktiserende. En doshu har netop bevidst valgt at
fralægge sig status, og dedikere sin praksis og sit liv til andre. Han eller
hun kan, i samråd med sin lærer, støtte andre i deres praksis, udføre
ceremonier, give tilflugt og lede meditationer, studiegrupper eller lignende.
Der er en række ting man med rette kan forvente af en doshu. Først og fremmest
kan man forvente ydmyghed, hengivenhed og ansvarlighed. Disse tre ting er hele
grundlaget for vores træning, og ingen bliver ordineret uden at vise disse
egenskaber.
At være ydmyg betyder ikke at man er forsagt eller
spagfærdig. Den slags dækker alt for ofte over falsk ydmyghed. Ægte ydmyghed
betyder at man har udviklet en realistisk erkendelse af sin forbundenhed til
alle levende væsner på et helt grundlæggende niveau, og at man derfor viser varsomhed
og årvågenhed i både tale og handling. At være hengiven betyder at man tør
droppe sine rationelle ideer om verden, og i stedet tillade sig selv en
førstehåndsoplevelse af den Buddhanatur der gennemtrænger alt levende. Denne
oplevelse bliver først mulig når vi giver slip på tanken om at vi kan
kontrollere vores omgivelser. At være ansvarlig er en integreret del af
Buddhaens Vej. Hvis ikke vi vågner op og erkender at vi alene bærer det fulde
ansvar for vores tanker, ord og handlinger, vil vi til stadighed risikere at
blive fanget i ideer om vores egen fortræffelighed, når vi bliver iført munkens
fine rober :-).
