Børn og buddhisme II

Mange forældre vil gerne meditere sammen med deres børn, og det kan også være en god ide, forudsat at børnene har lyst til det.

Det kan nemt gå hen og blive et lidt forkrampet og kunstigt foretagende, hvis ikke man er meget fintfølende. Jeg har haft glæde af at gøre i forbindelse med putningen om aftenen. Her er både børnene og du selv rolige, og det er nemt at nå hinanden.

Det er ikke vigtigt at de sidder korrekt – faktisk vil jeg sige at det at sidde korrekt kan være en hæmsko i dette tilfælde. Lad dem hellere ligge, så de har nemt ved at slappe af. Den meditation jeg har haft størst succes med, er den vi kalder kropsscanningen. Her scanner man sin krop, nedefra og op, og skiftevis spænder og afslapper musklerne. Den er nem at lave, og fordi der sker så meget, er den også nem at koncentrere sig om.

Start ved fødderne. Lav barnet mærke sine fødder indefra. Hvis det er svært at få fornemmelse af fødderne, så spænd musklerne, og giv derefter slip. Lad fødderne blive tunge og synke ned i underlaget. Fortsæt op ad underbenene, knæ, lår, underliv, mave, ryg, arme, hænder, skuldre, hals og nakke, helt op til hovedet. Gennemgå ansigt og hovedbund, og lad til sidst opmærksomheden opløses over hovedet.

Der er en vis risiko / chance for at barnet falder i søvn undervejs – det er helt okay. Det vigtige i denne øvelse er at introducere barnet for den ro der følger af koncentration, ikke at søge ultimativ indsigt!

Børn og buddhisme I

Jeg bliver ofte spurgt om det er en god ide at inddrage sine børn i den buddhistiske praksis. Det synes jeg det er – forudsat at man gør det på deres præmisser. Som forældre vil vi jo gerne dele det der giver os selv glæde, og det er der ikke noget forkert i. Vi holder jo også jul med dem, og presser jo for så vidt på den måde kristendommen ned over deres uskyldige hoveder!

Det vigtige er som nævnt at man gør det på deres præmisser. Lad være med at vælte spidsfindig filosofi ned over dem – find ud af hvad der optager dem, og tag udgangspunkt i det. I min kontakt med skoleklasser der besøger templet oplever jeg ofte at det især er de etiske aspekter der interesserer dem, og ideer om liv og død.

Tal om etik. Tal om, hvordan de oplever det, når andre skader eller såret dem – og mind dem om, at der er en ting vi alle har til fælles: vi ønsker alle at være lykkelige! Hjælp dem med at håndtere svære følelser som vrede og sorg, og vis dem at den slags følelser giver slip når man tager sig af dem; når man ser dem for hvad de er, og venter med at træffe beslutning om at handle på dem, til deres greb ikke er så stærkt længere.

Med hensyn til liv og død er jeg altid meget forsigtig. Også her er det en god ide at finde ud af, hvad de selv tænker, og tage udgangspunkt i det. Det er mindre vigtigt at fuldkommen korrekt i den teoretiske udlægning; det er ikke små buddhologer du taler med! Giv dem det de har brug for, ikke det du har brug for at give :)

Kom ind i kampen mod kampen

I aften, d. 4. maj, skal der lys i mine vinduer. Jeg skal mindes en tid jeg aldrig har oplevet; en tid med ufred og krig i Danmark. Jeg skal mindes denne tid, fordi uden minderne er risikoen for at jeg glemmer den konstante trussel om ufred for stor. Måske kommer jeg til at tænke, at krig kun er noget jeg kan læse om i avisen, og se på i fjernsynet - noget skrækkeligt, men fjernt, noget der ikke kan ske for mig.

Ufred er desværre en alt for reel trussel, på grund af al vores begær, vrede og uvidenhed. Vi vil have at tingene skal være på lige præcis vores måde - og når vi allesammen vil det, støder vi sammen. Vi bliver vrede på hinanden, og denne vrede, i kombination med vores tåbelighed, leder til krig. Det ser vi igen og igen, men alligevel bliver det nemt meget abstrakt; noget frygteligt, men noget frygteligt som dybest set ikke har ret meget med os at gøre. Intet kunne være mindre sandt, og intet kunne være mere farligt at tro.

'Kæmp for alt hvad du har kært,
dø om så det gælder.
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller'

Sådan synger vi i en af vores gamle salmer, og ordene giver os en eller anden form for trøst. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om det. Der er kampe der er værd at tage, men er det kampene mod nogen udenfor, eller er det kampene med os selv? Jeg er ikke færdig med at tænke over det, men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke om disse ord glorificerer netop det der skaber ufred?

Tænk om vi i stedet kunne finde mod til at nyde det vi har kært, i visheden om, at intet varer evigt. Tænk om vi kunne nyde livets fordringsløse glæder, uden at klamre os til at alting skal være på lige præcis vores måde, for at noget er ok. Tænk om vi kunne give slip.

Det er jo kampen, mere end noget andet, der er problemet. Hermed ikke være sagt at det ene tankesystem kan være ligeså godt som det andet, slet ikke - men bare fordi noget er bedre end noget andet, giver det vel stadig ikke mening at lade alt gå til grunde, fordi vi ikke vil nøjes med mindre end det bedste? Det bedste er under alle omstændigheder kun en drøm...