Vi havde et virkelig godt sanghamøde her i Slagslunde i tirsdags. Ad pudsige omveje kom vi til at tale om de følelser der kan opstå i én, når man ser andre blæse højt og flot på fællesskabet. Et af de konkrete eksempler var at man kommer gående ned ad gaden, og ser en fyr tømme sin øldåse, krølle den sammen, og smide den fra sig. Personen der gengav denne oplevelse, fortalte om en strøm af følelser der opstod i kølvandet på oplevelsen - følelser som han havde formået ikke at agere udfra, men som ikke desto mindre var sprunget op i hans sind.
Af en eller anden grund kunne jeg ikke få hans historie ud ad hovedet. Den blev ved med at dukke op igen og igen; da jeg skulle sove, næste morgen under min morgenchant, og igen da jeg gik min meditation udendørs senere på dagen. Til sidst besluttede jeg at undersøge sagen nøjere: hvad var det, der i den grad fangede min opmærksomhed? Jeg kunne jo nemt følge hans reaktion på oplevelsen, og var sådan set også fuldkommen enig i hans valg om ikke at tilføje vrede (i form af en skylle af bebrejdelser) til situationen - både fordi vrede for mig at se altid er et tåbeligt valg, men også fordi jeg ikke tror på, at det ville have ændret noget som helst.
Da jeg kiggede nærmere på situationen, kunne jeg se at jeg reagerede med at blive vældig såret og fornærmet over at se hvad jeg forestillede mig var en person som tydeligt demonstrede ligegyldighed overfor vores fællesskab. Efterhånden som jeg lod følelsen udfolde sig, kunne jeg se hvordan jeg oplevede at han hånede 'mig' og 'mit' (mit fællesskab!), ved bare at smide skrald på gaden.
Katastrofetankerne lurede lige om hjørnet: hvis jeg valgte at betragte situationen med ophøjet ro, ville han jo også smide sit skrald næste gang der var noget han havde brug for at komme af med - og tænk hvis vi alle bare gjorde det?!!!? Hvordan ville der så komme til at se ud? Puha... nej, rolig overbærenhed var bestemt ikke den optimale løsning (i hvert fald ikke i mit gennemførte katastrofe-scenarie). Omvendt så kunne jeg heller ikke forestille mig en situation hvor jeg fik ham overbevist at det var bedst at samle øldåsen op og putte den i en skraldespand.
Endelig fik jeg den lyse ide at lægge mine fornemmelse af svigt og hån til side, og prøve at finde ned til det egentlige problem. Da jeg først havde fået ideen, tog det ikke lang tid at isolere 'probemet' til - en øldåse. Hverken mere eller mindre. Og da jeg kunne se øldåse som øldåse, var det ret indlysende hvad det optimale valg ville være: at bukke mig ned og samle øldåsen op.
Og så var problemet løst!? Nej, det var det selvfølgelig ikke. Nu kom der nemlig endnu en storm af følelser, og denne gang var det ikke katastrofetanker, men mit ego der var blevet voldsomt såret. Jeg minder lige om, at det hele altså stadig bare var et tankeeksperiment - ingen dyr eller mennesker var blevet skadet under dette eksperiment ;). Jeg kunne slet ikke bære tanken om at JEG skulle bøje mig efter en andens øldåse. Med mit intellekt kunne jeg sagtens se, at det var den perfekte løsning på problemet (som jeg, i parantes bemærket, lige minder om var... en øldåse) var at jeg selv tog ansvar for at fjerne det - men følelsesmæssigt kunne jeg slet ikke rumme ideen.
På sanghamødet havde vi talt om, at det var svært at finde ud af hvad man bedst kunne gøre i sådan en situation, hvilket valg der hverken isolerede en på en imaginær lyserød sky, eller påførte en selv og andre dukkha i form af vrede. Nu har jeg fundet løsningen - den var langt mere simpel end jeg havde bildt mig selv ind - og efterhånden tror jeg også godt jeg ville kunne holde ud at omsætte den i praksis. Det er jo bare at bukke mig ned og samle dåsen op :)
mandag den 30. november 2015
onsdag den 11. november 2015
Min praksis
Jeg nyder meget at variere min praksis. Det er spændende og udfordrende at afprøve forskellige former for praksis, og fungerer ofte som en saltvandsindsprøjtning. Der er dog to ting jeg altid kommer tilbage til: min esoteriske praksis, og de praksisformer der inddrager kroppen.
Jeg elsker lange gående meditationer, dem vi kalder Kokorodo – Hjertets Vej. Når jeg ændrer syn på mine almindelige, daglige praktiske opgaver, og behandler dem som arbejdspraksis, er udkommet dobbelt: opgaverne bliver løst hurtigere og bedre end normalt, og jeg har fornøjelsen af at nyde godt af flere timers intensiv praksis. Og så er der prostrationerne… suk. Jamen, på den ene side så ved jeg jo godt, at de hjælper mig så fint på vej; jeg har så ofte oplevet at et gennembrud har præsenteret sig efter en periode med daglig prostrationspraksis. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde dem ud. Ubehaget, besværet, sveden og hjertebanken, og endelig det tåbelige og formålsløse i hele øvelsen – og alligevel så vender jeg tilbage til dem igen og igen.
Hvordan ser din praksis ud?
Hvordan ser din praksis ud?
mandag den 2. november 2015
At meditere sammen
Det er så meget nemmere at meditere sammen med andre end alene. Når man sidder i et fælleskab, er det langt nemmere at koncentrere sig, man er mere opmærksom på hvad der foregår - om man måske sidder mere uroligt end man kunne tænke sig gøre - og det føles nærmest som om de andre bærer en afsted på en bølge af energi. Vi har lokale grupper rundt omkring i landet, så forhåbentlig er der også en, som ikke er alt for langt fra dig - ellers kan du jo overveje at starte en! Vi hjælper gerne med opstart af lokale grupper, send os en email på info @ tendai. dk, hvis du vil høre mere.
Desværre er det ikke altid det kan lade sig gøre at komme til at deltage i fælles meditationer. Nogen gange er de praktiske forhindringer ganske enkelt for uoverskuelige. Derfor har vi lavet eSangha, hvor vi mediterer sammen, hver for sig, flere gange om ugen.
Jeg håber vi kommer til at meditere sammen i løbet af ugen!
Jeg håber vi kommer til at meditere sammen i løbet af ugen!
Abonner på:
Opslag (Atom)