Julen handler om kærlighed. Den handler om at glædes over det skønne, det varme og det nære - om familie, venner og samvær. Metta er buddhismens svar på julen ånd ;). Metta er kærlig, rummelig venlighed; et åbent og imødekommende sind, som omfatter alt og alle med samme varme.
Vi har ofte indledt julen med en mettameditation i Dharma Centret. Det er den perfekte start på et par intense dage i nært samvær, og jeg kan kun anbefale man fylder sin rygsæk med kærlig venlighed, inden man drager på julevisit.
Det følgende er en helt traditionel metta meditation. Den
virker umiddelbart simpel, men det kan godt tage noget tid, før man virkelig
føler hver enkelt del. Man bør derfor arbejde med en enkelt del ad gangen, og
så efterhånden tilføje de næste dele, indtil man kan gennemføre alle seks på én
gang. Her er de enkelte dele:
1. Brug først en tid på at opbygge koncentration og ro. Når
ro og koncentration begynder at indfinde sig, begynder du at se på dit eget
ønske om et lykkeligt liv. Måske vil du endda sige højt til dig selv, “Gid jeg
må leve i tryghed og glæde”. Hvil i dette ønske så længe, du har lyst, men dog
mindst et par minutter. Husk – alting udgår fra dig, hvis du ikke er fredfyldt
og lykkelig, vil du ikke kunne hjælpe andre. Denne del kan faktisk være meget
svær. Det kan tage lang tid virkelig at erkende sit ønske om at leve trygt og
lykkeligt, ofte fordi vi får blandet erkendelse af dette løfte sammen med ideer
om hvad vi “fortjener” – er jeg mon virkelig så “god” at jeg fortjener
opmærksomhed på dette ønske? Fortjener jeg at leve lykkeligt? Er der ikke noget
jeg bør have på plads først? Vi har alle et ønske om at leve i lykke, og det at
sende metta, at erkende dette ønske, at forstærke og således “godkende” det, er
ikke nogen magisk formel. Det er bare en erkendelse af, at ønsket findes, og at
alle gerne vil have opfyldt deres ønsker.
2. Ret nu opmærksomheden mod en person, som på en eller
anden måde hjælper eller støtter dig, en du har et naturligt nært og varmt
forhold til. Se vedkommende
for dig, se at de ønsker at leve i tryghed og glæde, og deltag i det ønske -
ønsk at vedkommende må blive lykkelig og veltilpas. Dette er ofte den nemmeste
del af en metta meditation, fordi det egentlig bare handler om at styrke sine
naturlige tilbøjeligheder.
3. Nu skal du så udstrække din metta til én, som du ikke har
hverken positive eller negative følelser overfor. Det kan måske umiddelbart
være svært at komme i tanke om en sådan person på grund af sindets konstante
bedømmelse af alt – det kan jeg lide, det kan jeg ikke lide – men prøv f.eks.
med postbudet, nyhedsoplæseren fra Tv-avisen, din læge, en der arbejder i en
butik hvor du handler, eller dine bekendtes bekendte. Du skal have en klar ide
om, hvem den pågældende person er, men som sagt ikke føle hverken positivt
eller negativt i forbindelse med ham eller hende. Det er ikke helt nemt at
sende helhjertede ønsker for deres lykke, idet vi jo netop ikke er personligt
involverede, men husk på at glæde er glæde, uanset hvem der “ejer” den.
Ultimativt kan hverken lidelse eller glæde ejes af nogen, da vi alle er dele af
et stort sammenspil af årsager og virkninger.
4. Næste del af øvelsen går ud på at sende metta til en, du virkelig ikke
kan lide, allerhelst en du har et akut, personligt problem med. Ønsk, at
vedkommende må blive lykkelig og veltilpas. Det kan være meget svært, fordi vi
her skal gå direkte imod vores tilbøjelighed og følelser, og fordi vi så ofte
har efterrationaliseret og retfærdiggjort vores negative følelser overfor os
selv: “Jamen, han HAR altså en skidt karakter, det kan jeg da ikke se gennem
fingre med...” Det er slet ikke det, det handler om. Lad bare ham have den
karakter, han nu engang har. Dette her handler om at skabe metta, og dermed
glæde og ro, i dig selv. Giv dig god tid.
5. Nu skal du tage alle disse repræsentanter for forskellige
grupper af mennesker i dit liv, plus dig selv, og anbringe jer alle i én stor
pulje som du bader i metta, så du øver dig i at udstrække din metta, gøre den
uafhængig af tilknytninger, og helt upartisk. Her kan du tjekke dine
resultater, ved f.eks. at se om dit sind protesterer hvis du fjerner den person
du kan lide fra gruppen, og således sender “mere” metta til neutrale eller
ubehagelige personer.
6. Til sidst erstatter du de forskellige repræsentanter med
en rummelig fornemmelse for alle levende
væsner. Nu skifter øvelsen fra at være helt konkret til at blive meget
abstrakt, og her skal du virkelig være omhyggelig med, at fornemmelsen, det
dybtfølte ønske om fred og glæde, bliver ved at være lige kraftig. Husk igen –
det hele handler om at bygge metta i os selv.
At ønske vel for andre er betydningsfuldt, men bliv nu ikke
sammenbidt anstrengt over det. Mettameditation er en fredfyldt praksis. Smil.
Glædelig jul!