De spørgsmål vi stiller

Som vestlige konvertitbuddhister stiller vi mange spørgsmål. Vi vil så gerne vide alting - vi vil vide hvad, hvorfor og hvornår. Kun sjældent spørger vi 'hvordan?', og når vi gør, er det som regel for at finde ud af, hvad vi kan få ud af dette eller hint: hvordan bliver vi oplyste, hvordan får vi Det Store Gennembrud. Vi er ikke særligt tilbøjelige til at vise tålmod, til at gøre det der skal gøres, uden at bekymre os om hvorfor, eller hvad der mon er i det for os.

På et tidspunkt fik jeg opfyldt en gammel drøm om at besøge Stonehenge. Det er et imponerende sted, og da jeg stod der, slog det mig hvordan de kæmpemæssige sten fortæller en historie om folk som ikke spildte tiden med at spørge ‘hvorfor’.

Måske skal vi prøve at være mere omhyggelige i vores spørgsmål. Måske skal vi stille lidt færre spørgsmål, og i stedet sørge for, at det er GODE spørgsmål ... Ellers ender vi måske som tåberne i Douglas Adams' (i øvrigt herlige) bøger, der bad en supercomputer komme op med svaret på 'livet, universet og alting' - og blev frygteligt skuffede, da den kom med svaret '42'.

Det er sjældent svarene på vores spørgsmål der hjælper os. Til gengæld tror jeg at selve den refleksion der afføder de dybe spørgsmål kan være vældigt værdifuld – hvis vi tager os tid til at gennemføre hele refleksionen, og ikke bare gylpe det ene spørgsmål op efter det andet, uden at overveje hvad svarene kan bruges til.