Selv, sind, bevidsthed

SPØRGSMÅL: Kan man sige at Selvet, skrevet med stort, er lig med det fælles Sind =evigheden = universet, mens selvet, skrevet med småt, er lig med det personlige sind, sjælen – den del der reinkarnerer, altså den del der ikke er tomhed.

SVAR: Jeg har svært ved at gennemskue om vi bare bruger forskellige ord om det samme, eller om vi grundlæggende tænker forskelligt.

Sind, selv og bevidsthed er fast definerede begreber i buddhismen, men jo ikke nødvendigvis så fast definerede i det danske sprog – vi kan jo hver især lægge det i dem, vi vil. Man kommer så nemt til at fortabe sig i de fortolkninger man selv er bekendt med, og så er det nemt at misforstå hinanden.

Et forsøg på at gengive en buddhistisk fortolkning af begreberne (med forbehold for, at enhver definition altid vil ukomplet) kunne være som nedenstående:

Selv: Når man taler om selv, med lille s, referer man typisk (i den akademiske tradition) til det empiriske selv; det vi oplever verden igennem, 'agenten' så at sige - men i en klar forståelse af, at vi har at gøre med en stadigt foranderlig størrelse. Når man skriver Selv med stort, taler man oftest om den (fejlagtige) opfattelse af en uforanderlig, uforgængelig, uafhængig og kontrollerbar kerne eller essens (= atman).

Bevidsthed: Ligger lige til højrebenet, og er dejligt veldefineret. Bevidsthed er det der opstår når sanser møder sanseobjekter; således taler vi om øjebevidsthed (syn), ørebevidsthed (hørelse), næse-, tunge-, krops- (altså følelse i fysisk forstand) og sindsbevidsthed (mentale indtryk). Videre kan man, inspireret af Yogacara, tale om den syvende bevidsthed: selvbevidsthed (at være bevidst om et selv), den ottende bevidsthed: karmisk bevidsthed, også kaldet det karmiske lager (hvor uudlevet karma 'opbevares' indtil den modnes og bliver realiseret), og endelig den niende bevidsthed, Buddhanaturen. Der er intet af dette, udover muligvis Buddhanaturen, der er uforanderligt eller uforgængeligt, det giver nærmest sig selv, idet bevidsthederne jo opstår som konsekvens af møde mellem sans og objekt.

Sind: Er den sværeste at afgrænse, men måske kan man tale om 'summen af mentale faktorer' eller 'evnen til at agere mentalt'. Igen er der under alle omstændigheder tale om et foranderligt fænomen; om shunyata eller tomhed.