søndag den 15. marts 2015

Dansk buddhisme II

I Tendai har vi nøjagtig samme udfordring som alle andre buddhistiske skoler: vi er nødt til at finde ud af, hvordan Tendai i Danmark skal se ud. Skal den være magen til Tendai i Japan? Eller skal den være noget helt andet, bestående af de ting vi bryder os om og lige kan få øje på)?

Her tænker jeg, at vi kan have glæde af Buddhaens ide om Middelvejen. I mange af sine anvisninger anbefaler han en middelvej mellem to ekstremer, og det er nok også hvad vi har brug for her. 

Hvis vi ukritisk overtager alt direkte fra Japan, ender vi med et museumsstykke, snarere end en levende religion - og meget få ville nok være i stand til at finde glæde ved de mange former for rituel hengivenhedspraksis som er så fremtrædende i den japanske buddhisme.

Omvendt, hvis vi antager at vi er verdens klogeste og ved alt om hvad vi har brug for, ja så er der nok en overhængende risiko for at vi snyder os selv for en masse. Man kan jo kun se med de øjne man har. Med det mener jeg, at ens afgørelser til enhver tid vil være påvirket af ens forståelsesramme. Som udgangspunkt er forståelsesrammen formentlig ret snæver; det er de færreste af os, som har intimt kendskab til buddhistisk praksis før vi begynder på den... Selvfølgelig vil vi gerne tro at vi ved bedst; at vi ved hvad der passer sig i Danmark, og hvad der bestemt ikke hører til her - men måske tager vi fejl?

Vores foreløbige løsning er at lade dem der har interesse for det suge til sig af den fulde tradition, og derefter, i samarbejde med andre erfarne praktiserende, at afgøre hvad der skal afprøves i Danmark, og hvad der (foreløbig) kan få lov at ligge. Det medfører jo så også at Tendai, på godt og ondt, er en overordentlig levende tradition, som er konstant ud- og afvikling. Forvirrende, ja. Men det er livets natur ;)


søndag den 8. marts 2015

Dansk buddhisme I


Historisk set har buddhismen altid været god til at tilpasse sig det samfund den skulle fungere i. Det er bl.a. derfor buddhismen er så mangeartet (rodet?) i dag: Indien havde nogen andre forventninger til et spirituelt system end Kina havde, og de var igen forskellige fra de forventninger der var i Tibet / Korea / Japan osv. 

I dag er buddhismen med stormskridt på vej mod vesten, og det lader til at den kommer i to former: 1) som et kulturelt bånd eller et arvestykke fra det land man har forladt - det er det, Jørn Borup kalder 'etnisk buddhisme', og 2) som en import der skal give ny inspiration - det kalder man også 'konvertit buddhisme'.

Den etniske buddhisme ændrer sig tilsyneladende ret langsomt. Den praktiseres så vidt muligt på samme måde som i hjemlandet; den måde den er blevet praktiseret på gennem generationer. 

Konvertitbuddhismen til gengæld, ændrer sig med overvældende hast, og på mange forskellige måder. Ændringerne følger ikke et fælles mønster, men er ofte tæt knyttet til de enkelte skoler der importeres. Nogle skoler tager så meget som muligt til sig, mens andre hastigt forsøger at skrælle så meget som muligt væk. 

Hvad er rigtigst? Går man imod buddhismens natur hvis man lader den forstene i et kulturelt udtryk der ikke giver mening i det nye land - eller får man smidt barnet ud med badevandet i sin iver efter at rense den 'rene buddhisme' for al kulturel bagage?

Jeg tror sandheden ligger et sted mellem de to ekstremer - men jeg tror også den er svær at finde! 



søndag den 1. marts 2015

Om smerte

Nu hvor jeg har nydt minderne fra vores retreat, kommer jeg til at tænke på, hvor vidunderlig en mulighed sådan en periode af intensiv træning er for at fordybe sig i sin praksis, uden hverdagens krav og distraktioner. Under retreats lever vi nærmest et tempelliv, hvilket bl.a. betyder at stort set al vores tid er reguleret. Vi behøver ikke at overveje om vi har lyst til det ene eller det andet; om vi vil spise nu, meditere eller sove – det er alt sammen besluttet på forhånd. Der ligger en enorm frihed i at overgive sig til den forhåndenværende opgave, uden at skulle overveje om det nu også lige er noget man har lyst til lige nu.

Under et retreat stifter man også bekendtskab med kroppens signaler. Mange timer i meditationsstilling er som regel lig med beskeder fra kroppen om, at det her altså kunne være bedre… Omvendt bliver det også tydeligt hvor travlt man egentlig ville få, hvis man konstant skulle holde kroppen tilfreds – og hvor overraskende okay det er at tage sig en fridag fra kroppens barske regime!


Pain is a symptom of the effort you’re putting into the task.


Itai Yamada, Tendai zazu


søndag den 22. februar 2015

Formelle måltider

Under retreat fungerer DharmaCentret som tempel, hvilket også vil sige at måltiderne indtages på formel vis. Man udviser den største omhu, ofrer lidt af maden på spisestuens alter, og chanter sutra sammen inden man spiser. Maden spises som en sindsnærværsøvelse, hurtigt og stille, og således bliver måltidet til en udvidelse af ens praksis, snarere end en afbrydelse.





søndag den 15. februar 2015

Kaihogyo

Under retreatet fik deltagerne en lille smagsprøve på en af mine højtelskede praksisformer; Kaihogyo. Vi gik skønne ture, mens vinter pludselig blev til forår for øjenene af os i løbet af få dage. Det var ikke svært at få øje på det under verden er.







mandag den 9. februar 2015

Retreat

I går afsluttede vi vores firedages retreat - og her til morgen sidder jeg i en hondo, der føles alt for tom... Tusind tak til alle jer der gjorde dette retreat til en enestående oplevelse. Nogen af jer er gamle venner, andre har jeg aldrig mødt før. Mange af jer kommer jeg bestemt til at se igen, men den gruppe der udgjorde dette retreat er for altid væk. Tak fordi I lod mig praktisere sammen med jer!

 Så er vi klar til at tage imod!




Dejlige stunder med en flok skønne mennesker - tak.


søndag den 1. februar 2015

Taknemmelighed

Taknemmelighed er en af de vigtigste faktorer i et lykkeligt liv. Hvis man er taknemmelig, er det svært at være rigtig ulykkelig.

Nogen gange glemmer vi at være taknemmelige for både de små og de store ting. Vi kommer til at tage det gode for givet, og fæster os kun ved det triste, som vi kommer til at opfatte som afvigelser. Det er spild af god lykke :)

En nem måde at sikre sig mod lykke-spild på, er at ritualisere taknemmeligheden. Lav dit eget lille taknemmelighedsritual, som du gennemfører hver dag. I begyndelsen er det svært at huske på det - hvis du for eksempel beslutter at dvæle ved de gode ting dagen har budt på ved sengetid, vil du i begyndelsen meget ofte opdage at du pludselig ligger i din seng, og fuldkommen har glemt det. Sådan er det hver gang man forsøger at indføre en ny vane - men bare rolig, mennesket er af natur et vanedyr, og det skal nok komme, bare du insisterer. Sæt eventuelt en lille seddel på dit spejl i badeværelset; så kommer du i tanke om din beslutning når du børster tænder!

Tag et par minutter til at tænke dagen igennem, og nyd at hvile i de gode ting. Intet er for stort eller for småt til at komme med i din reflektion; alt har værdi, lige fra det faktum at du - og måske endda alle dine kære - er i live, over personlige sejre, til den mindste godhed du har givet eller modtaget i dagens løb. Tæl dine velsignelser, og lad dem alle have mening.