Børn og buddhisme I

Jeg bliver ofte spurgt om det er en god ide at inddrage sine børn i den buddhistiske praksis. Det synes jeg det er – forudsat at man gør det på deres præmisser. Som forældre vil vi jo gerne dele det der giver os selv glæde, og det er der ikke noget forkert i. Vi holder jo også jul med dem, og presser jo for så vidt på den måde kristendommen ned over deres uskyldige hoveder!

Det vigtige er som nævnt at man gør det på deres præmisser. Lad være med at vælte spidsfindig filosofi ned over dem – find ud af hvad der optager dem, og tag udgangspunkt i det. I min kontakt med skoleklasser der besøger templet oplever jeg ofte at det især er de etiske aspekter der interesserer dem, og ideer om liv og død.

Tal om etik. Tal om, hvordan de oplever det, når andre skader eller såret dem – og mind dem om, at der er en ting vi alle har til fælles: vi ønsker alle at være lykkelige! Hjælp dem med at håndtere svære følelser som vrede og sorg, og vis dem at den slags følelser giver slip når man tager sig af dem; når man ser dem for hvad de er, og venter med at træffe beslutning om at handle på dem, til deres greb ikke er så stærkt længere.

Med hensyn til liv og død er jeg altid meget forsigtig. Også her er det en god ide at finde ud af, hvad de selv tænker, og tage udgangspunkt i det. Det er mindre vigtigt at fuldkommen korrekt i den teoretiske udlægning; det er ikke små buddhologer du taler med! Giv dem det de har brug for, ikke det du har brug for at give :)

Kom ind i kampen mod kampen

I aften, d. 4. maj, skal der lys i mine vinduer. Jeg skal mindes en tid jeg aldrig har oplevet; en tid med ufred og krig i Danmark. Jeg skal mindes denne tid, fordi uden minderne er risikoen for at jeg glemmer den konstante trussel om ufred for stor. Måske kommer jeg til at tænke, at krig kun er noget jeg kan læse om i avisen, og se på i fjernsynet - noget skrækkeligt, men fjernt, noget der ikke kan ske for mig.

Ufred er desværre en alt for reel trussel, på grund af al vores begær, vrede og uvidenhed. Vi vil have at tingene skal være på lige præcis vores måde - og når vi allesammen vil det, støder vi sammen. Vi bliver vrede på hinanden, og denne vrede, i kombination med vores tåbelighed, leder til krig. Det ser vi igen og igen, men alligevel bliver det nemt meget abstrakt; noget frygteligt, men noget frygteligt som dybest set ikke har ret meget med os at gøre. Intet kunne være mindre sandt, og intet kunne være mere farligt at tro.

'Kæmp for alt hvad du har kært,
dø om så det gælder.
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller'

Sådan synger vi i en af vores gamle salmer, og ordene giver os en eller anden form for trøst. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om det. Der er kampe der er værd at tage, men er det kampene mod nogen udenfor, eller er det kampene med os selv? Jeg er ikke færdig med at tænke over det, men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke om disse ord glorificerer netop det der skaber ufred?

Tænk om vi i stedet kunne finde mod til at nyde det vi har kært, i visheden om, at intet varer evigt. Tænk om vi kunne nyde livets fordringsløse glæder, uden at klamre os til at alting skal være på lige præcis vores måde, for at noget er ok. Tænk om vi kunne give slip.

Det er jo kampen, mere end noget andet, der er problemet. Hermed ikke være sagt at det ene tankesystem kan være ligeså godt som det andet, slet ikke - men bare fordi noget er bedre end noget andet, giver det vel stadig ikke mening at lade alt gå til grunde, fordi vi ikke vil nøjes med mindre end det bedste? Det bedste er under alle omstændigheder kun en drøm...

Buddhisme i Asien

De sidste fire uger har jeg rejst fra Japan over Taiwan, Kina og Vietnam til Thailand. Indtrykkene myldrer stadig rundt i mit hoved, men to ting står lysende klart for mig: der er stor glæde og hengivenhed i den asiatiske buddhisme! Landene har hvert deres særpræg, og ikke to templer er ens, men en ting - eller rettere en figur - går igen overalt, selv i Thailands Theravadatempler. Avalokitesvara er alle vegne - og stort er godt ;)

Keisho

Verden har mistet en stor mand. Keisho VK Leary fra California Tendai Buddhist Monastery er død.

Han arbejde af alle kræfter på at opbygge sit tempel i Californien; et tempel der nu forhåbentlig kan finde en værdig afløser. Hans praksis var målrettet og fokuseret - han mente det, når han læste vores aftenvers:

Aldrig må vi glemme livets og dødens betydning.

Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.

Alle må vi stræbe efter at vågne.

Værdsæt hele dit liv.

For mig var Keisho en god ven, og en kæmpe inspiration igennem mange år. Han var altid klar til at hjælpe, støtte, opmuntre - og til at give et solidt spark bagi, når jeg tumlede.

Keisho har, med sin utrættelige indsats, sat sit mærke på den vestlige buddhisme, og han har inspireret alle os som var så heldige at møde ham. Æret være hans minde.

Generalforsamling i Tendai

På tirsdag er der generalforsamling i Tendai - vi 'mødes' her i eSangha kl. 19.30. Gå ind i hondoen, der vil vi lave et link til live chatten, hvor mødet vil blive holdt.

Vi håber at se mange af jer, for dette er en oplagt mulighed for at fortælle os, hvad I ønsker jer af Tendai. Hvilke aktiviteter kunne I tanke jer, både på nettet og i virkelighedens verden? Er der nogen der sidder med lyst til at bidrage? Kom frit frem, og lad os sammen gøre Tendai endnu bedre!

Dagsorden:

1. Valg af stemmetællere

2. Valg af dirigent

3. Formandens beretning

4. Regnskabsaflæggelse

5. Behandling af indkomne forslag

6, 7 + 8. Valg til bestyrelsen. Shomon er på valg, og modtager genvalg. Der er stadig ledige pladser i bestyrelsen.

9. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant

10. Eventuelt

Det er muligt at opstille til bestyrelsen ved at skrive en email til info@tendai.dk. Bliver der udsigt til kampvalg, vil vi inden generalforsamlingen udsende en liste over de opstille, og det vil være muligt at brevstemme.

Leveråd

Lev hver dag som om den var hele dit liv.

Sakai – to gange marathon munk.

Dansk buddhisme V

Det er efterhånden blevet til en ganske lang serie om dansk buddhisme her på bloggen, så lad mig slutte den af med en kritisk opsang (dem holder jeg så meget af!).

Ind imellem synes jeg, at jeg ser en tendens hos folk her i Danmark til at ville gøre Theravada til stort set hvad som helst man mener at kunne læse ud af Pali Kanon. Theravada er en ærværdig, levende skole, med et omfattende sæt af traditioner, ritualer og praksisser, som bygger på bl.a. Pali Kanon, men faktisk også på andre tekster. Nogle af disse tekster er blevet så vigtige for skolens filosofi, at de i visse grene af Theravada er blevet kanoniseret; dette gælder fx for Milindapanha. Andre tekster, som fx Buddhaghosas Visuddhimagga, betragtes som så væsentlige, at de regnes med som en del af Theravadaskolens ekstra-kanoniske grundlag.

Nogen gange står der ting i disse tekster, som man ikke bryder sig om. Det er ok: så lad dog bare disse ting ligge – men lad være med at hævde at de ikke hører til Theravadaskolens filosofi, som det alt for ofte sker. 

Jeg er sikker på, at man kan møde Theravadamunke, som ser bort fra dele af skolens tekstgrundlag, men igen: det gør ikke Theravada anderledes. Der kan sandelig også godt findes en linje eller to i Tendais tekstgrundlag, som jeg ikke bryder mig om. De ting er jeg tilfreds med at blæse højt og flot på – heldigvis med min lærers velsignelse. Jeg forlanger ikke at Tendai skal blive til noget andet for at skåne mine sarte følelser eller anderledes opfattelser; jeg accepterer at det er en del af Tendai, men en del jeg går udenom. 

Hvis man siger at man praktiserer i / tilhører / er en del af Theravadaskolen, så kan man være det på to måder: som ordineret eller som lægtilhænger (er man lægtilhænger, har man måske lyst til at kaste et blik i Milindapanha, hvor det – i hvert fald for det utrænede øje – hævdes at en lægtilhænger som opnår oplysning, må lade sig ordinere samme dag eller dø (Miln III.19)). Hvis ikke man finder fornøjelse i Theravadaskolens traditioner, ritualer og praksisser, men bare ønsker en buddhistisk praksis som er inspireret af teksterne i Pali Kanon, skal man måske bare sige det som det er: jeg har opbygget min praksis med inspiration i Pali Kanon (og evt. hjælp fra udvalgte Theravadamunke). Det giver et mere ærligt, og rigtig meget klarere, billede af hvor man kommer fra - og så er det nemmere at tale sammen!