Noviceuddannelse

I Tendai tilbyder vi en særlig træning for dem som ønsker at lade sig ordinere. Nogen gange bliver jeg spurgt hvor meget man skal vide og kunne, før man kan blive optaget i træningsprogrammet.

Noviceprogrammet er i princippet åbent for alle, men det kræves at man enten har taget tilflugt (formelt er “blevet buddhist”), eller gør det i forbindelse med din indtræden i programmet. Det er også nødvendigt med nogen erfaring med buddhistisk praksis, så man ved om det er noget for en eller ej.

Jeg vil anbefale at man kommer med på et par retreats. På et retreat får man både en oplevelse af hvad det vil sige at deltage i mere intensiv buddhistisk praksis, og en mulighed for at tale med andre deltagere i programmet om deres erfaringer.

Det er også en god ide at komme i gang med vores gratis internetkurser – dem vi linker til i eSangha. De vil guide dig igennem den grundlæggende buddhisme, og give dig den viden du har brug for, til at kunne følge med i noviceprogrammets teoretiske dele.

Vinterretreat

I lørdags var vi en del der var tidligt oppe i den knitrende frost, for enten at rejse på tværs af landet eller gøre DharmaCentret klar - vi havde nemlig retreat!

De sidste puder rystes på plads, og så er vi parat.

Eftersom vi kun havde to dage denne gang, var programmet ret stramt, og der blev virkelig siddet igennem, fra morgen til aften, begge dage. Det var en fantastisk flok dejlige mennesker, som jeg er meget taknemmelig for at have delt weekenden med!

Genfødsel

Jeg har fået et godt spørgsmål. Der var end er skrev: "Jeg er lidt nysgerrig: Er målet med buddhisme at livet skal ophøre, at slutte genfødsel?"

SVAR: Ja, kort sagt er det ultimative mål at bryde livets og dødens cyklus; at bryde fri af livshjulet kalder man det også. Det er selvfølgelig fordi buddhismen bygger på de Fire Sandheder:

1) livet er (indeholder) lidelse

2) lidelsen har en årsag (begær og tilknytning)

3) man kan undgå lidelsen

4) vejen til at undgå lidelse er den Ottefoldige Sti

Sammenlignet med de fleste andre tanker om genfødsel, er det en ret usædvanlig måde at betragte det på. Ofte trøster vi os med tanken om genfødsel, når vi savner nogen – vi tænker at vi måske møder dem igen. Men buddhismen handler ikke så meget om trøst, men mere om at leve i det der er, og den giver nok ikke så meget mening før man virkelig har erkendt den første sandhed – og den kan godt være svær! Alt i en stritter typisk imod, men det er værd at sidde roligt med tanken, bare for at se hvad der sker!

Er ved at være klar til retreat!

Lige om lidt (faktisk først på lørdag, men tiden flyver, og vores muligheder går tabt...) har vi retreat! Jeg skal bruge de næste dage på at gøre klar - og på at glæde mig!

Fællesmeditation

Det er en lille smule med meditation, som det er med motion - det er nemmere at gøre sammen med andre.

Det er herligt at meditere sammen med andre. Man får sat sig, også selvom man måske ikke har tid, hvis man har lavet en aftale med nogen, og man får ny energi og inspiration af at dele sine oplevelser. Derfor er sanghaen en af buddhismens grundsten.

Det er ikke alle der har mulighed for at deltage i de meditationsmøder der bliver holdt rundt omkring i landet, men alle burde kunne deltage i eSanghas fællesmeditationer. De bliver holdt flere gange om ugen, og hvis der ikke er nogen møderne du kan deltage i, så skriv til os på info @ tendai.dk med et forslag til et nyt tidspunkt.

Jeg holder møde på onsdag kl. 20.30, og jeg håber at se dig!

http://www.tendai.dk/e-sangha/

Sorg

Jeg hr lige mistet en der stod mig meget nært, og min sorg er så dyb at jeg nærmest glemmer at der er en vej videre frem. Sorg er kærlighed der er blevet hjemløs.

Når sorgen rammer, er det let at blive tung, men meget tungt at være let. Jeg gør mit bedste. Jeg gør mig også umage med ikke at vende virkeligheden ryggen, ikke at 'opfinde' en virkelighed som passer mig bedre. Jeg prøver at holde ud at se det der er – men også sørge for at se DET HELE. Måske skulle jeg eller snarere sige ’se så meget jeg kan’. Der florerer en morsom lille ting på FB i øjeblikket, en film hvor der er to kolonner med hastigt skiftende billeder. Man instrueres i at fæstne blikket imellem de to kolonner, så man kun ser billeder med sit perifære syn. Når man har gjort det en tid, ændrer billederne karakter, og bliver nærmest til karrikaturtegninger. Det viser meget tydeligt, hvor grov og upræcis vores perception er.

I følelsernes vold

Vi havde et virkelig godt sanghamøde her i Slagslunde i tirsdags. Ad pudsige omveje kom vi til at tale om de følelser der kan opstå i én, når man ser andre blæse højt og flot på fællesskabet. Et af de konkrete  eksempler var at man kommer gående ned ad gaden, og ser en fyr tømme sin øldåse, krølle den sammen, og smide den fra sig. Personen der gengav denne oplevelse, fortalte om en strøm af følelser der opstod i kølvandet på oplevelsen - følelser som han havde formået ikke at agere udfra, men som ikke desto mindre var sprunget op i hans sind.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke få hans historie ud ad hovedet. Den blev ved med at dukke op igen og igen; da jeg skulle sove, næste morgen under min morgenchant, og igen da jeg gik min meditation udendørs senere på dagen. Til sidst besluttede jeg at undersøge sagen nøjere: hvad var det, der i den grad fangede min opmærksomhed? Jeg kunne jo nemt følge hans reaktion på oplevelsen, og var sådan set også fuldkommen enig i hans valg om ikke at tilføje vrede (i form af en skylle af bebrejdelser) til situationen - både fordi vrede for mig at se altid er et tåbeligt valg, men også fordi jeg ikke tror på, at det ville have ændret noget som helst.

Da jeg kiggede nærmere på situationen, kunne jeg se at jeg reagerede med at blive vældig såret og fornærmet over at se hvad jeg forestillede mig var en person som tydeligt demonstrede ligegyldighed overfor vores fællesskab. Efterhånden som jeg lod følelsen udfolde sig, kunne jeg se hvordan jeg oplevede at han hånede 'mig' og 'mit' (mit fællesskab!), ved bare at smide skrald på gaden.

Katastrofetankerne lurede lige om hjørnet: hvis jeg valgte at betragte situationen med ophøjet ro, ville han jo også smide sit skrald næste gang der var noget han havde brug for at komme af med - og tænk hvis vi alle bare gjorde det?!!!? Hvordan ville der så komme til at se ud? Puha... nej, rolig overbærenhed var bestemt ikke den optimale løsning (i hvert fald ikke i mit gennemførte katastrofe-scenarie). Omvendt så kunne jeg heller ikke forestille mig en situation hvor jeg fik ham overbevist at det var bedst at samle øldåsen op og putte den i en skraldespand.

Endelig fik jeg den lyse ide at lægge mine fornemmelse af svigt og hån til side, og prøve at finde ned til det egentlige problem. Da jeg først havde fået ideen, tog det ikke lang tid at isolere 'probemet' til - en øldåse. Hverken mere eller mindre. Og da jeg kunne se øldåse som øldåse, var det ret indlysende hvad det optimale valg ville være: at bukke mig ned og samle øldåsen op.

Og så var problemet løst!? Nej, det var det selvfølgelig ikke. Nu kom der nemlig endnu en storm af følelser, og denne gang var det ikke katastrofetanker, men mit ego der var blevet voldsomt såret. Jeg minder lige om, at det hele altså stadig bare var et tankeeksperiment - ingen dyr eller mennesker var blevet skadet under dette eksperiment ;). Jeg kunne slet ikke bære tanken om at JEG skulle bøje mig efter en andens øldåse. Med mit intellekt kunne jeg sagtens se, at det var den perfekte løsning på problemet (som jeg, i parantes bemærket, lige minder om var... en øldåse) var at jeg selv tog ansvar for at fjerne det - men følelsesmæssigt kunne jeg slet ikke rumme ideen.

På sanghamødet havde vi talt om, at det var svært at finde ud af hvad man bedst kunne gøre i sådan en situation, hvilket valg der hverken isolerede en på en imaginær lyserød sky, eller påførte en selv og andre dukkha i form af vrede. Nu har jeg fundet løsningen - den var langt mere simpel end jeg havde bildt mig selv ind - og efterhånden tror jeg også godt jeg ville kunne holde ud at omsætte den i praksis. Det er jo bare at bukke mig ned og samle dåsen op :)