mandag den 31. august 2015

At give og give op

Når vi giver noget til en anden, giver vi det så virkelig fra os? Slipper vi det, og lader den anden beslutte hvad der videre skal ske med det? Det gør vi nok ikke altid, for så ville Emma Gad nok ikke fortælle så nøje om, hvornår man kan tillade sig at give den gave videre, som man selv har modtaget – og tænk engang over det: giver du med så rent hjerte, at du ikke ville blinke hvis modtageren (ved en pinlig fejl) kom til at give dig den gave, som du selv oprindeligt havde givet ham? Slipper du taget, når du giver? Er det lige meget for dig, om folk pakker deres gaver ud, eller om de bruger de gode råd du giver?
Jeg blev engang opfordret til at være med i en fælles gave, men valgte at sige nej tak til tilbuddet, fordi jeg vidste at modtageren ikke ville værdsætte gaven efter fortjeneste – jeg var stadig meget bundet til det jeg gav. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at give, efter jeg har lært at give op. 
Det lærte jeg på en meget konkret måde. I sommeren 2010 deltog jeg i en forfærdende hård praksis under den årlige præstetræning: vi lavede 1000 prostrationer om dagen, tre dage i træk. Tåbeligt nok var jeg gået til opgaven som en fysisk udfordring; havde forsøgt at træne min krop op til belastningen, og forestillede mig, at det ville hjælpe. Ret hurtigt gik det op for mig, at min strategi slog fejl – og så forsøgte jeg mig med en anden strategi, og en tredje, og en fjerde – og formentlig et par stykker mere, som jeg har glemt alt om. Jeg prøvede at klare opgaven med viljestyrke (det kunne jeg glemme alt om!), med stolthed (den er ikke meget værd i forhold til intens smerte og udmattelse), og så forsøgte jeg at give op, at vende mig fra opgaven (og det kunne jeg så heller ikke…). Forløsningen kom først, da jeg gav mig selv til opgaven; kun mig, uden strategier, historier og falbelader. Så var det bare at gøre det der skulle gøres, uden at bekymre sig om historier, retfærdiggørelser eller strategier. Så var det bare at gå op og ned.
At lave 1000 prostrationer om dagen gjorde ikke noget særligt for mig – men at lære at give slip, helt slip, og at give op; det har gjort en kæmpe forskel. Jeg mestrer endnu ikke kunsten at give op til perfektion, men jeg bliver bedre. Og når man giver op, kommer friheden – friheden til at give frit, uden forventninger eller fastlåste ideer om hvordan det givne skal anvendes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar