mandag den 9. maj 2016

Gud

Nogen gange bliver jeg spurgt om forholdet mellem Gud og buddhismen. De nedenstående spørgsmål er dejligt konkrete, så de var nemme at svare på ;)



SPØRGSMÅL: Jeg har nogen spørgsmål om Gud i relation til buddhismen.
1) Kan man, indenfor buddhismen, sige at Gud er lig med Sindet?
2) eller at man kan nærme sig Gud gennem sindet?
3) og at Sindet er lig med Selvet? Altså, at Selvet er lig med Gud?


SVAR: Gode spørgsmål, som jeg lige vil dele op så svaret kan blive bare nogenlunde præcist. Generelt vil jeg sige, at det jo i bund og grund handler meget om, hvad man mener når man siger ‘Gud’. Hvis du er interesseret i emnet, er der en virkelig god bog om det, som jeg vil give mine varmeste anbefalinger: Brad Warners ‘There is no god, and he is always with you’. Jeg er ikke nødvendigvis enig i alt hvad Warner skriver, men jeg synes bogen er meget spændende og tankevækkende.

1) “Kan man, indenfor buddhismen, sige at Gud er lig med Sindet”
Enhver tale om Gud indenfor buddhismen vil være en meget personlig fortolkning, som kan give vældig fin mening for den enkelte, men som ikke kan betegnes som traditionelt buddhistisk. I buddhismen er der jo masser af guder, men ingen af dem er omnipotente, og ingen af dem står over den indsigt du selv kan opnå.

2) “eller at man kan nærme sig Gud gennem sindet?”
Igen handler det meget om personlige fortolkninger. I princippet kan man jo nærme sig hvad som helst gennem sindet – faktisk er der nok ikke så mange andre måder at gøre det på.

3) “Og at Sindet er lig med Selvet? Altså, at Selvet er lig med Gud.”

Igen et fortolkningsspørgsmål, men umiddelbart tror jeg, at du spørger til en fortolkning af Gud, som vil give svaret nej. I buddhismen er selvet en imaginær konstruktion – og det er næppe det du mener med Gud, eller?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar