søndag den 8. marts 2015

Dansk buddhisme I


Historisk set har buddhismen altid været god til at tilpasse sig det samfund den skulle fungere i. Det er bl.a. derfor buddhismen er så mangeartet (rodet?) i dag: Indien havde nogen andre forventninger til et spirituelt system end Kina havde, og de var igen forskellige fra de forventninger der var i Tibet / Korea / Japan osv. 

I dag er buddhismen med stormskridt på vej mod vesten, og det lader til at den kommer i to former: 1) som et kulturelt bånd eller et arvestykke fra det land man har forladt - det er det, Jørn Borup kalder 'etnisk buddhisme', og 2) som en import der skal give ny inspiration - det kalder man også 'konvertit buddhisme'.

Den etniske buddhisme ændrer sig tilsyneladende ret langsomt. Den praktiseres så vidt muligt på samme måde som i hjemlandet; den måde den er blevet praktiseret på gennem generationer. 

Konvertitbuddhismen til gengæld, ændrer sig med overvældende hast, og på mange forskellige måder. Ændringerne følger ikke et fælles mønster, men er ofte tæt knyttet til de enkelte skoler der importeres. Nogle skoler tager så meget som muligt til sig, mens andre hastigt forsøger at skrælle så meget som muligt væk. 

Hvad er rigtigst? Går man imod buddhismens natur hvis man lader den forstene i et kulturelt udtryk der ikke giver mening i det nye land - eller får man smidt barnet ud med badevandet i sin iver efter at rense den 'rene buddhisme' for al kulturel bagage?

Jeg tror sandheden ligger et sted mellem de to ekstremer - men jeg tror også den er svær at finde! 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar