Livet er i konstant forandring. Lige for et øjeblik siden var jeg en lille pige, og nu er jeg nogens farmor... Jeg glædes inderligt over den slags forandring, for det at være så voksen at jeg er blevet farmor, er ubegribeligt stort. Jeg har hørt folk sige, at børnebørn er livets dessert. Jeg ved ikke helt – måske er det snarere belønningen for at jeg undlod at æde mine egne unger i sin tid J. Sikkert er det, at jeg glædes!
Da dette nye menneskes ankom, åbnedes der helt nye muligheder for begær. Pludselig kunne jeg ønske (eller måske snarere kræve) at lille Isabella må få et dejligt liv; at hun må leve trygt og lykkeligt, og at hun aldrig finder på at komme for sent hjem / blive ked af det / komme til skade / … / …
Men hov. Buddhister må da ikke føle begær, vel? At invitere begærets hornede skikkelse indenfor i sit liv er da den direkte vej til at blive en virkelig dårlig buddhist, og det er der jo ingen der ønsker. Gode buddhister arbejder med at begrænse deres begær – i hvert fald de af begærene som man, efter moden overvejelse, bedømmer som forkerte og skadelige.
Det er hvad jeg ofte hører, men jeg tænker lidt anderledes om det. Jeg tænker at en bedømmelse af begær, en sortering af dem i ’gode’ og ’dårlige’, er overflødig – et symptom på, at man ligger under for en illusion om, at oplevelser kan eller skal kontrolleres. Jeg tror det er langt bedre at bruge sine kræfter på at undersøge begærets natur. Når man ser sandheden om begær, opløses de af sig selv, helt uden arbejde, uden tvang, kontrol eller bedømmelser. Så bliver det nemlig tydeligt, at det er begær der skaber smerte.
Det der gør en forskel, er den direkte erfaring; ikke den teoretiske viden. Indtil denne erkendelse sidder fast hos mig, vil jeg nøjes med at glæde mig over de glæder jeg får foræret af mit lille barnebarn, og udstå de sorger og bekymringer der måtte følge...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar