Mindfulness

Noget af det første folk typisk reagerer på, når de udsættes for traditionel buddhistisk træning, er måden vi spiser på. Når maden er på bordet, læser vi diverse vers og chanter Hjertesutraen - alt sammen meget værdigt og 'buddhistisk', omend måske lidt besynderligt. Men så bryder alle forestillinger sammen, når folk kaster sig over maden, og i dyb stilhed gylper den i sig på få minutter, og man oven i købet får at vide, at det forventes at man behandler bestik og service så forsigtigt, at ikke en lyd høres. Indvendingerne er legio, og specielt dem der har gennemført en eller anden form for populær mindfulness træning synes det slemt. De har lært, at store oplevelser ligger gemt i den mindfulness der fordrer at man bruger et kvarter på at spise en rosin, så hvad er nu dette??!!

Det er såmænd buddhistisk mindfulness træning, som adskiller sig fra den populære form ved at kræve opmærksomhed på andet og mere end blot sig selv; mig, mig mig. Den kildrer ego'et ved at nedprioritere det til fordel for en oplevelse af alle ting, og sigter ultimativt mod at nedbryde ideen om et stabilt, varigt JEG.

Og så vil jeg i øvrigt gerne udfordre enhver til at forsøge at spise en svingende portion mad lynhurtigt uden at lave en eneste lyd med kniv, gaffel, tallerken eller glas, uden at ofre processen fuld opmærksomhed. Mit bedste bud er, at det ikke kan lade sig gøre. Er man ikke fuldkommen opmærksom og tilstede i det man gør, vil man komme til at støje, og således tjener de eventuelle lyde vi laver under et måltid, som en klokke der vækker vores opmærksomhed, viser os at vi (igen) har ladet tankerne strejfe, og minder os om at være intenst og opmærksomt tilstede i alt hvad vi gør.